Vi tjener penge på den grønne omstilling

Hos DANREC bliver plastaffald fra husholdninger omdannet til produkter, der bruges i hele Europa. Virksomheden er et eksempel på, hvordan cirkulær økonomi kan skabe både miljømæssig værdi og en sund, voksende forretning.

Gamle plastikposer, brugte isbøtter og tømte shampooflasker får nyt liv, når DANREC genbruger plasten til DAN-Boardplader, som sælges i hele Europa. Virksomheden i Karup har bevist, at det både er muligt at tjene penge og være en grøn organisation.

Når en tysk hausfrau – eller hausmann – har klemt de sidste dråber ud af flasken med karryketchup og sorteret den korrekt i plastcontaineren, bliver flasken omdannet til granulat og får nyt liv i en DAN-Boardplade fra DANREC.

Alle DANRECs køreplader og græsarmeringsplader består af 100 procent genbrugsplast, og 95 procent stammer fra husholdningsaffald. DANREC er nemlig det levende bevis på, at det er muligt både at kære sig om miljøet og skabe overskud på bundlinjen.

”Man kan tjene gode penge på den grønne omstilling. Vi vækster og kan sælge endnu mere. Normalt har en industrivirksomhed en indtjening på 5-6 procent, mens vores ligger over 15 procent,” konkluderer DANRECs CEO, Henrik Immerkær Ohm.

På hans kontor på fabrikken i Karup afslører høje bore- og bankelyde, at DANREC er ved at opføre en ny produktionslinje. For fem år siden havde virksomheden to produktionslinjer, og når de nye anlæg står klar senere i år, kommer virksomheden op på fire linjer.

Forud for sin tid

DANREC var den første fabrik i Danmark, som blev bygget til at modtage plastaffald til sortering og genanvendelse. Virksomheden blev grundlagt i 1992 af det tyske selskab ARAN Holding med tilskud fra EU, og aftalen var, at kommunerne skulle levere plastaffald, som skulle laves til genanvendeligt granulat. Men vejen til succes blev lang, for DANREC var forud for sin tid.

”Der var lavet aftaler med kommunerne om, at de skulle levere plast, men i begyndelsen af 90’erne var der ingen kommuner, som sorterede husholdningsaffaldet,” fortæller Henrik Immerkær Ohm.

Derfor måtte DANREC importere genbrugsplast fra Tyskland. Arbejdsmængden var til at overse, og virksomheden havde kun tre produktionsmedarbejdere, der arbejdede tre dage om ugen, samt en svensk direktør, som kiggede forbi hver anden uge, mens bogholderiet blev klaret fra Tyskland.

Udover at lave granulat havde virksomheden en maskine til at lave glatte plastplader. Pladerne blev brugt til foderkasser i landbruget, men produktionen var så lille, at de tyske ejere overvejede at lukke virksomheden i Danmark.

En bestseller bliver født

Vendepunktet for DANREC kom, da landbruget begyndte at efterspørge riflede plader til at sætte under foderkasserne, så smågrisene ikke kunne skubbe dem rundt. DAN-Board Classic blev født og er stadig en bestseller.

”Vi fik også en fast direktør og en mere professionel tilgang til tingene,” siger Henrik Immerkær Ohm, som blev ansat som CEO i DANREC i 2021.

Fra landbruget bevægede DAN-Board sig ud til entreprenører og byggemarkeder, og i 2018 rykkede DANREC ind på det tyske marked. I 2020 lå omsætningen på 36 millioner kroner, mens den i 2025 nåede 102.4 millioner kroner.

Plast fra 150.000 borgere

Hvor genbrug og genanvendelse i dag er et plus, forholdt det sig anderledes i virksomhedens begyndelse.

”Tidligere var det faktisk lidt flovt at bruge genbrugsmaterialer, mens det nu er noget, vi lægger vægt på,” siger Henrik Immerkær Ohm.

DANREC bruger over 8.000 tons genbrugsplast om året, og da hver borger forbruger cirka 50 kilo plast årligt, svarer produktionen til cirka 150.000 borgeres forbrug. Hovedparten af plastgranulatet kommer fra Tyskland, Belgien, Italien, lidt fra Norge og endnu mindre fra Danmark.

”Vi har en tendens til at tro, at vi i Danmark er verdensførende inden for den grønne omstilling på grund af vores vindmølleeventyr, men vi er det dårligste land i EU til at sortere husholdningsaffald,” konstaterer han.

Svært at sortere husholdningsaffald

Henrik Immerkær Ohm flyttede til Tyskland i 1992 og lærte som noget af det første at sortere sit affald, for samme år var tyskerne begyndt at affaldssortere. Modsat herhjemme har tyskerne det samme sorteringssystem i hele landet. Et system, som nu er udbredt til Polen, Østrig og Schweiz, hvilket gør det meget nemmere at genbruge husholdningsaffaldet. I Danmark har hver kommune udviklet sit eget system.

”Jeg forstår ikke, hvorfor Danmark ikke kiggede på Tyskland, hvor de har 30 års erfaring i affaldssortering, og adopterede deres system, i stedet for at lade 98 uerfarne kommuner lave deres eget,” understreger Henrik Immerkær Ohm.

I Danmark samler vi plast ind i én pærevælling, men der findes ikke et anlæg, som er stort nok til at behandle affaldet. I Esbjerg er der et anlæg, som for-sorterer plasten, hvorefter den sendes ud af landet til videreforarbejdning, og i Mariager ligger et mindre anlæg, der omdanner plast til granulat.

”Husholdningsaffald er svært at sortere, fordi det består af alle mulige typer plastik, og der ligger alt muligt andet skrammel, som skal sorteres fra, ligesom der også kan være metal eller andet i. Det kræver et helt særligt anlæg,” forklarer Henrik Immerkær Ohm.

Bruger kun genbrugsplast

Selv om DANREC må importere granulat, er det stadig en billigere løsning at bruge genbrugsplast, da det koster meget mindre end nyt materiale.

”Vi bruger aldrig nyt plast. Det er både af princip, og fordi det er dyrere at købe nyt. Selv om genbrugsplast skal renses, granuleres og køres herop fra Tyskland, er det stadig billigere end at købe nyt,” understreger Henrik Immerkær Ohm.

En af forklaringerne er, at forbrugerne er med til at betale for genanvendelsen.

”Som forbruger betaler du for afhentning af dit affald, og de penge følger materialet i processen. Vi betaler alle sammen for den mængde affald, vi skaber, og det er en god måde at gøre det på,” siger han.

Græsarmering til landingsbaner

I 2026 udvider DANREC sortimentet med en køreplade, som har struktur på begge sider. Virksomheden har også købt sig ind i en tysk virksomhed, som producerer græsarmering.

Græsarmering bruges blandt andet som underlag på landingsbaner med græsunderlag, så flyene kan lande og lette i vådt og fugtigt vejr.

”Det er et simpelt produkt, men der er mange krav til kvaliteten og holdbarheden, for du lander ikke et fly til 50 millioner euro på et underlag, som ikke fungerer. Desuden må produktet ikke afgive tungmetaller eller andet skadeligt til jorden,” understreger Henrik Immerkær Ohm.

Pladerne er udviklet af en tysk ingeniør, som arbejdede på dem i 20 år, før han gik på pension og solgte sin opfindelse til DANREC.

”Hans kone mente, at de skulle bruge tid på børnebørnene. Han var en typisk ingeniør og ikke så god til at sælge produktet, men nu har vi sat vores sælgere på og har fået det ud over rampen,” siger Henrik Immerkær Ohm.

Græsarmeringen er lavet af 100 procent genbrugsplast, som kommer fra de tyske husholdninger, og dermed passer det godt ind i DANRECs portefølje.

Moderne teknologi giver effektiv produktion

Virksomheden i Karup har 35 ansatte og leder hele tiden efter nye måder at optimere arbejdsgangene. Det nyeste tiltag er indførelsen af en AI-agent, som hjælper medarbejderne i produktionen med hurtig diagnosticering og løsning af fejl, så anlægget ikke går i stå.

”Modsat vores konkurrenter i Østen har vi en supereffektiv produktion, som vi løbende investerer i, samtidig med at vi med moderne teknologi fjerner overflødige opgaver,” siger Henrik Immerkær Ohm.

For 4-5 år siden kørte virksomheden ca. 30 tons affald til forbrænding, men i dag er tallet markant reduceret. DANREC er blevet bedre til at sortere og genanvende – både i produktionen og i administrationen – ligesom man genbruger egen restplast fra produktionen.

”Hvis vi kan sælge vores affald eller forære det væk, så det bliver genanvendt, vil vi hellere det end at sende det til forbrænding,” understreger Henrik Immerkær Ohm.

Danmarks grønneste produktionsselskab

Siden begyndelsen af 2023 har DANREC haft en klar målsætning om at være en grøn virksomhed.

”Vi vil gerne gå forrest, da klimaet ligger os på sinde, og så arbejder vi jo med genbrugsplast. Udover at tænke på miljøet giver det os en bevidsthed om, at vi gerne vil være en grøn virksomhed, og vi har en ambition om at være Danmarks grønneste produktionsvirksomhed,” siger Henrik Immerkær Ohm.

Fra 1. januar 2026 får DANREC al energi fra grønne energikilder – herunder sin egen solcellepark, der producerer cirka en tredjedel af virksomhedens strømforbrug, samt en vindmøllepark ved Ikast.

”Vi skal nå vores mål om at være CO₂-neutrale og have nul affald. Man kan mene, at det er ligegyldigt, om vi sorterer vores affald eller ej, men hvis alle gør det, får det en betydning. Og sommetider må man selv gå forrest – så spreder det sig forhåbentlig,” påpeger Henrik Immerkær Ohm.

Mængden af affald er allerede reduceret væsentligt, og målet er, at alt affald skal genanvendes – fra overskudsplast i produktionen til kaffegrums fra køkkenet.

”Vi skal nok nå vores mål, og jeg håber, at vores medarbejdere er stolte over at arbejde på en virksomhed, som går forrest,” siger Henrik Immerkær Ohm.

Læs også  →