Hos DANREC kører produktionen 24 timer i døgnet det meste af året. Den store efterspørgsel betyder, at virksomhedens nuværende produktionskapacitet er fuldt udnyttet, og i særligt travle perioder har det været vanskeligt at levere lige så hurtigt som normalt.
Derfor udvider DANREC nu produktionen med Linje 4.
“Hvis vi skal fortsætte med at vækste, er vi nødt til at have mere produktionskapacitet. Vi kan ganske enkelt ikke presse meget mere igennem de eksisterende linjer”, fortæller administrerende direktør Henrik Immerkær Ohm.
I perioder har en usædvanligt stor ordretilgang betydet leveringstider på seks til otte uger. DANREC ønsker normalt at kunne levere inden for omkring 14 dage, og den nye linje skal være med til at bringe leveringstiderne ned igen.
Hvis vi skal fortsætte med at vækste, er vi nødt til at have mere produktionskapacitet. Vi kan ganske enkelt ikke presse meget mere igennem de eksisterende linjer.
– Henrik Immerkær Ohm, CEO
Mere kapacitet på tværs af produktionen
Linje 4 bliver ikke en produktionslinje til ét bestemt produkt. Den kan producere hele sortimentet af DAN-Board køreplader.
Det giver DANREC mulighed for at flytte produktionen mellem linjerne efter behov og dermed udnytte den samlede kapacitet mere effektivt.
“Kunderne skal fortsat kunne regne med, at de får produkterne hurtigt, til tiden og i en høj kvalitet. Den nye linje giver os den ekstra kapacitet, der skal til for, at vi også fremover kan være en pålidelig leverandør”, siger Henrik.
Kvaliteten er fortsat et centralt fokusområde. DANRECs samlede reklamationsrate ligger under 0,5 procent, og langt de fleste reklamationer vedrører tilbehør frem for selve kørepladerne.

Et nyt produkt udviklet efter kundernes efterspørgsel
Investeringen i Linje 4 giver ikke alene mulighed for at producere flere plader. Med den nye linje introducerer DANREC også DAN-Board Flex – en køreplade med struktur på begge sider.
Ønsket om en dobbeltsidet køreplade er især kommet fra DANRECs udenlandske kunder, som står for mere end 80 procent af omsætningen på DAN-Board.
“Da vi alligevel skulle investere i mere kapacitet, så vi samtidig på vores produktsortiment og spurgte os selv, hvor vi havde nogle huller. Her kunne vi se en tydelig efterspørgsel efter køreplader med struktur på begge sider”, forklarer Henrik.
Der findes allerede dobbeltsidede køreplader på markedet, men de bliver ofte fremstillet i faste presforme. DANREC ekstruderer derimod pladerne i en kontinuerlig proces, hvorefter de skæres til i de ønskede dimensioner.
Det gør produktionen mindre bundet til nogle få standardmål.

Fleksible dimensioner til forskellige opgaver
DAN-Board Flex kan i princippet produceres i bredder fra cirka 50 centimeter til 2,5 meter og længder fra cirka én til fire meter. Tykkelsen kan samtidig varieres fra cirka 6 til 24 millimeter.
“Hvis man producerer i en fast støbeform, vælger man typisk to eller tre størrelser. Hvis man efterfølgende ønsker nye dimensioner, kræver det nye forme, som er dyre at fremstille. Med vores produktionsmetode kan vi skære pladerne til og dermed arbejde langt mere fleksibelt”, fortæller Henrik.
Muligheden for at variere pladernes dimensioner gør det lettere at tilpasse dem til forskellige anvendelser.
Et eksempel er arbejde på kirkegårde, hvor gangstierne mellem gravstederne kan være meget smalle. Her kan en smal køreplade gøre det muligt for mindre maskiner at komme frem, samtidig med at græs, grus og andre underlag beskyttes.
Andre opgaver kræver større og kraftigere plader. DANREC har allerede produceret specialdimensioner efter kundeønsker – blandt andet plader på 2,5 x 3 meter med en tykkelse på 22 millimeter.
“Der kan være meget forskellige ønsker til både bredde, længde og tykkelse. Den fleksibilitet kan vi i langt højere grad imødekomme med den nye produktionslinje”, siger Henrik.
Med Linje 4 får DANREC dermed både større kapacitet, et bredere sortiment og bedre muligheder for at tilpasse produktionen til kundernes konkrete behov.

